Den 28. oktober, tidligt om morgen, på en kold parkerings plads foran sygehusets demensafdeling, blev mit sikre, stille og helt almindelig liv ændret. Sådan ændret for altid, som i, at der er en tidsregne før mødet og en efter. For Lægen på anden side af skrivebordet sagde de ord jeg havde frygtet allermest.
For nogle måneder siden delte jeg at min søde, kærlige, dygtige mor var under udredning på demensklinikken. Det var seks rigtig lange og rigtig hårde måneder, men intet havde forberedt mig på at få svaret af vide.
”Min mor har Alzheimers”. Den sætning har jeg sagt til mig selv, rigtig mange gange og den føles stadig ikke rigtig, det føles stadig lige så råt som den første gang jeg skulle sige det. Men det er desværre min hverdag nu.
Jeg kommer fra den fineste lille familie, selvfølgelig med de op- og nedture som i ethvert familieliv. Men aldrig med store livsomvæltende kriser, ikke som sådan en, vi står i nu.
Nu er der gået nogle måneder siden vi fik nyheden, og vi er ved at finde vores nye pladser, i en familie hvor vores midtpunkt, vores samling er blevet syg.
Min mor er hende der altid er i mit hjørne, hun er min største fan og hun vil gøre alt for sin familie og sine venner. Hun er vildt dygtig til alt håndarbejde, men især patchwork og det var hende der lærte mig at strikke. Vi strikkede et par sokker som noget af det første, men jeg var en vred og oprørsk teenager og ville ikke lytte til hvordan man hæfter ender og samler løbede masker op så sokkerne blev ubrugelige, men jeg lærte at strikke.
Jeg kan huske, engang hun skulle til fest, og ikke lige havde noget, hun ville have på, så syede hun en løvgrøn kjole og en chiffon kjole til at tage over, chiffonen var i grønne og brune toner. Jeg kan huske, at jeg aldrig havde set noget så flot. Og jeg var så betaget af, at hun havde syet den selv, at hun kunne det.
Hvordan har jeg det så? Tja jeg har gode dage og jeg har dårlige dage. Såret heler stille og roligt, men der skal ikke røres, stødes eller tænkes alt for meget over fremtiden før varme tåre i stride strømme triller ned over mine kinder.
Skulle jeg havde delt dette noget før? Måske, men for mig har det også været rigtigt vigtigt at være klar. For når man fortæller, at ens mor har fået Alzheimers, så er manges reaktion at fortælle deres egen erfaringer med sygdommen, og det er jeg slet ikke klar til. For jeg kender godt det bæst af en sygdom, og det bliver hårdt, at se hende ændre personlighed og blive til en vi ikke kan kende, at se hende i situationer, som vi ved dement kommer i, men som jeg ikke vil se hende i, at skulle tænke over at hun på et tidspunkt ikke kan bo hjemme, sammen med min far det river mit hjerte fra hinanden. Men lige nu går det heldigvis godt, lige nu kan man kun mærke det på hende, hvis man er sammen med hende i lang tid og kender hende fra før sygdommen.
Vi er blevet enige om at nyde. Nyde hinanden og nyde de oplevelser vi har sammen, og tro på, at vi har hende og hendes sind i mange år endnu.
